Saint Joseph - er et af vin-nørdernes små "hemmelige tilflugtssteder.
Her søger man hen, og føler sig næsten sikker på, at man har det for sig selv. Vi stødte på brødrenes vin gennem en fransk samarbejdspartner - og imponeredes af deres engagement og pertentlighed. Med dem foran vinfadene er det fuldstændigt som at være i hænderne på chefkokkene på en Michelin-restaurant. Der eksisterer kun "excellence" på deres målestok.
Den røde St. Joseph har siden 1916 været vinland - og siden 1966 haft sin CRU-status. Og selv om det er tilladt at spæde den kraftfulde Syrah op med 10% hvidvinsdrue - så holder Durand-brødrene sig til Syrah. Vinen er elegant med noter af sorte bær, peber, af og til et strejf af lakrids. Vinstokkene er efterhånden ca. 30 år gamle, og de vokser stille og roligt i kvalitet. Durand formår at få en næsten burgundisk elegance ind i sine vine - måske derfor lod vi os begejstre. På middagsbordet synes vi den passer med vildt, og rødt kød, gerne grillet.
Den hvide har et gyldent skær, der bl.a. stammer fra de 30% af vinen der får lov at modne i egefad. Druerne er Marsanne og Rousanne i vinen, der her i 2015 kommer fra relativt unge vinstokke - kun 6-7 år gamle. Vinen passer med oste og lyst kød - men klarer sig med sin florale duft også som en aperitif. Drik den i en alder af max 4 år - lige nu er det ikke en decideret gemmevin.