Det tog ikke lang tid for os at blive begejstret da vi blev præsenteret for denne hvide Macon-perle.
Efter en smagning af yderligere en håndfuld hvide Bourgogner vendte vi tilbage til denne - fandt, som det kan ses på billedet, kuglepennen frem - og justerede etiketten til, så den viste vores begejstring.
Vinen rummer de typiske Macon-vines fineste kvaliteter. Druerne, Chardonnay, høstes manuelt fra de kridt- og lerholdige marker. og efter små 20 dages gæring/modning lagres vinen i ca 12 måneder i egefade, hvoraf dog kun 15% er nye fade. Fadene er kun "medium-brændte" og lader vinen udvikle sin vidunderlige kompleksitet. Smagen er frisk og frugtrig, med noter af brændt/tørret frugt. Der er også et udtryk af mineralitet og noter af egetræ, der understreger vinens potentiale til at leve i 3-5 år. På middagsbordet kunne den fungere til en forret med avocado eller grapefrugt. Favner en bred vifte af forretter og hovedretter og har lige den ekstra karakter og kompleksitet der gør den til lidt af en universalvin. Vi synes du skal plukke den ud af køleskabet lidt før den skal drikkes - server den ved 10-11 grader. Der kommer alt det gode der er puttet i flasken ud igen i fuldt flor.