Corton Charlemagne - fra en af de 3 hvide Grand Cru-høje i Bourgogne, beliggende lidt nord for Beaune. Corton Charlemagne ligger øverst på højen, og Chardonnay-druerne kan noget helt særligt på denne skråning.
Der er en særlig intensitet og underspillet styrke i en hvid Corton. En klassevin, der ikke behøver "lokke" eller "markedsføre" sig med særlige virkemidler. Vinens intensitet fortæller det hele - og når vi har fornøjelsen af at have den med i eksklusive vinsmagninger - beder vi ofte kunderne "smage efter med mellemgulvet" - hvor vinens komplekse og underfundige charme åbner sig.
Den har en inciterende sammensætning af smør- og nøddeagtige udtryk. Kan i virkeligheden fint drikkes alene, men bliver helt utrolig på middagsbordet med intense fiskeretter og elegante saucer.
Med tiden udvikler Corton Charlemagne blot flere og flere facetter - og de fleste vil vokse frem imod 15-20 år. Min ældste smagning var af en 28 år gammel Charlemagne, der stadig bar på fine noter af frugt.