DM-Vine ejes af familien Futtrup, med afsæt i en dyb fascination af især Bourgogne. Siden 1988 har DM-Vine importeret og solgt vin fra Frankrig, primært Bourgogne og Rhone, med afstikkere til Alsace, Costieres de Nimes og Cote Ventoux.
DM-Vine blev stiftet af Leif Brøgger og John Futtrup i 1988.
Vi samarbejder med de fleste af vore leverandører i mange år, en enkelt siden starten i 1988. Vi har dog også mindre leverandører, som vi kun har i sortimententet i 3-4 år for hele tiden at prøve nyt - dels til egen inspiration - men også for at imødekomme kundernes nysgerrighed og interesse for nye vine.
Vi tillader os kun at arbejde med vore egne favoritvine med "passion og kærlighed" som omdrejningspunkt for forretningskonceptet!
DM-Vine er således en historie om en mangeårig passion for Bourgogne. På skuldrene af det voksede interessen for Rhone-vin - og ud fra en filosofi om at alle vine vi sælger skal kunne stå for vore egne smags-interesser, har vi bygget et sortiment af personlige yndlingsvine.
DM-Vine i dag
Vi startede i 1988 og er i dag normalt lagerførende på ca. 60-70 forskellige vine fra de nævnte områder. Vi har hele tiden søgt en blanding af store og små vinbønder - og tillader os at vælge ud med hjertet.
Vore indkøb kan svinge fra flere paller til kun 24 flasker, hvis mavefornemmelsen siger det. Vi holder os ikke tilbage blot fordi vi ikke kan købe en hel palle - de små oplevelser tæller med.
(der hvor vi møder passion og kærlighed til sin metier): Atelier 33 Den fransk-inspirerede restaurant har et stort stampublikum i Aarhus, og det lægger en dæmper på antallet af besøg. Der er nemlig alt for ofte helt udsolgt - og større ros er det vel svært at give. De tre ejere har kendt hinanden i flere år og har arbejdet sammen i mange sammenhænge - inden denne klassiske perle blev skabt.
Restaurant-ET Det klassiske spisested, som vi har haft fornøjelsen af at benytte ved Beaujolaisaftner, kokketræf, private fester og tilfældige a la carte aftner. Skuffer aldrig, og charmerer med et vinkort lige efter vores smag med smukke Rhone og Bourgognevine
"Hesselhuset" - Restaurant Lieffroy En af landets bedste totaloplevelser. Det lyser ud af husets rygrad at service, kærlighed til sin metier og passion for produkterne, incl. sublime vinoplevelser, er omdrejningspunkt for denne fynske oase.
Restaurant Gastrome Vi har kendt stedet på flere adresser, og vi har også haft dem hjemme til private dining.. Det fungerer upåklageligt hver gang; og velsmagen synes at ramme så smukt hver gang. Bestemt anbefalelsesværdigt.
Restaurant Substans Et gourmetkøkken med raffinerede smage - måske et lidt større bid i hver mundfuld end vore klassiské favorit-steder Men det kan bestemt også noget, og vi går altid begejstrede derfra. I Substans lounge har vi nogle gange afholdt gourmet- middage med op til 48 gæster. Det spiller, der er smil og stemning på menuen, og som arrangør føler man sig i gode hænder.
La Ferme de la Ruchotte Et magisk gourmet-sted - langt ude i midten af ingenting. Centreret om egne fjerkræavl - er du i Bourgogne er du NØDT TIL at prøve Frederics køkken. Det er stemningen, de intense smage og kærligheden til alt det han laver, der dominerer og gennemsyrer hver enkelt lille detalje. Musiksmagen er heavy, det er jukeboxen i hjørnet også, - det seneste årtis mest karismatiske middagsoplevelse.. Man forstå hvorfor Frederic kunne gøre sig gældende i Michelin-bogen - og man føler - i ordets allerbedste forstand - hvorfor han stod af Michelin-ræset, og skabte dette sted i Bourgogne.