Fixin "En Combe Roy" fra Domaine Alain Jeanniard i Morey Saint Denis.
Under egen appellation siden 1936, men alligevel er Fixin en af de vine, de¨fleste først opdager sent i deres "Bourgogne-liv". Omgivet af store vine, og mytiske navne som Gevrey Chambertin, Chambolle Musigny, Vosne Romanee der har det med at trække opmærksomheden til sig. Men en fin række af producenter laver nu alligevel storslåede vine i Fixin, bl.a. Alain Jeanniard.
Næsten alt er Pinot Noir i landsbyen, og i dette tilfælde fra gamle vinstokke plantet omkring 1970.
Næsen er nuancer af blomster, frugt og animalske toner. Violer, pæon, solbær, kirsebær, kvæde, moskus og peber. Ofte en del garvesyre og relativ hård i sin ungdom.
Alligevel gik vi fra vort første besøg hos Alain Jeanniard med et smil på læben. Ikke mindst pga denne Lieu-dit, smagt i en åben og charmerende kun 2 år gammel udgave, Med delikate bløde tanniner - Jeanniard kan sit håndværk.
Fixin "En Combe Roy" får cirka 16 måneder på egefad. Jeanniard forsøger at fange sit bløde udtryk ved kun at benytte 10 til 15% helt nye fade.
Vi startede vores Bourgogne-eventyr i 1988. På den tid var Fixin kendt for dræbende aggresive vine. Med kraft og intensitet - og meget ofte, hvis ikke endda som regel, et uharmonisk og ubalancered udtryk. Det kan man stadig finde, men meget er forbedret, og et par håndfulde af landsbyens vinbønder laver nu fremragende vine med en flot balance.