PUR CENT - en helt unik vin fra mere end 110 år gamle vinstokke.
Først den søde historie: Da Xaviers søn Gabin blev født i 2010, hviskede han straks sin far og onkel i øret at nu burde de lave en vin "kun" fra de vinmarker som sønnens oldefar plantede i 1910. Cirka 15 forskellige druesorter. Gabin inviterer dig til at smage på vinen - indtil han selv bliver gammel nok.
Historien: Joseph Requin tilplantede et areal med en række forskellige vinstokke tilbage i 1910. Joseph blev imidlertid indkaldt til militærtjeneste, og faldt i 1. verdenskrig. Dermed nåede han aldrig at høste, endsige smage sin egen vin. I mere end hundrede år herefter har udbyttet af denne ene hektar vinstokke indgået i blandingerne på Domaine du Bois de Saint Jean. Men efter Gabin's "overtalelse" holdes druerne nu for sig selv, og bliver til hundrede procent ren "Pur Cent" - fra den ene hektar som kun de to brødre og deres far må arbejde på,
Alle druerne bliver afstilket før gæring - resten ved kun Joseph Requin og Gabin.
Intens og dyb smag, frugter, varme solbær, og masser af portvins nuancer. En utrolig kompleksitet, skabt af de gamle vinstokke og de mange druesorter i forening, giver dig en virkelig raffineret oplevelse.
Vi var let opgivende da vi skulle definere vinen til vores første smagning. Det er ikke bare Cotes du Rhone, Heller ikke bare en overset Cru Rhone. Måske begge dele tilsat lidt ... ??? Hvordan definerer man Pur Cent på 2 linjer, når overvejelserne alene koster 4 linjer som her? Sidst vi diskuterede vinen med en kunde nåede vi frem til at den var "født moden". Kommer vi på et tidspunkt til at løbe ind i en anden vin med samme karaktertræk, vil vi helt sikkert beskrive den som en "Pur Cent-agtig"
"noget at tænke over" Jeg løb ind i denne beskrivelse af en sommeliers møde med Xavier Angles. Kombineret med et par billeder fra vort første møde med Pur Cent - giver det et lille indtryk af oplevelsen af at løbe ind i en uventet vin - og en personlighed:
"Spiste frokost med en helt speciel mand i dag. En kompleks og fængslende personlighed, som vil blive hængende i min bevidsthed meget længe. Jeg kendte ikke hans navn for 48 timer siden, og nu sidder vi her face to face over frokosten, og jeg har et brændende ønske om at lære denne personlighed at kende, helt til bunds. Han er tro mod sig selv, udtryksfuld uden at være vulgær, rig uden at være snobbet, charmerende uden at være forførende for enhver pris, harmonisk uden at være kedelig, rund og imødekommende uden at være tung...... kort sagt en unik person at være sammen med omkring denne frokost, den åbne ild og denne vin. Alt imens han øjn var fokuserede - Pur Cent - hundrede procent på den unikke vin".