Savigny-les-Beaune "Aux Grands Liards" fra Jean-Baptiste Lebreuil
Smukt placeret i hjertet af Savigny-les-Beaune, midt på skråningerne, lige under 1. cru markerne - og er en af de attraktive, lyse og frugtige Pinot Noir-vine, som er så utroligt populære. Aux Grands Liards er rangeret som den bedste mark, lige under 1.cru markerne - og historisk gjorde man da også det kunstgreb under 2. verdenskrig, at man forfremmede marken til 1.cru. Det gav nogle ekstra "fine flasker" som besættelsesmagten ellers beslaglagde, og på den måde kunne vinbønderne beholde nogle af de øvrige 1.cru til sig selv og til de "faste kunder" Man fik endda lov at beholde sin cru status nogle år efter krigen, som en ydmyg tak for hjælpen. Men i vore dage er det "kun" en Lieu-dit - en særlig mark, som vi alle har et godt øje til.
12 måneder sur lie på fad, hvoraf de 15% er nye, med soutirage i juli måned. 100% manuel høst på de 0,64 hektar, hvor Lebreuil producerer ca 3900 flasker årligt. En smuk ledsager til retter i sauce og til rødt kød, der folder sig ud i 3-10 års alderen. Måske en anelse for meget tyngde til at drikke uden mad, men så kan man jo ty til vinhusets smukke basis Savigny-les-Beaune.